Viden om Vovse

Hundens arvelige sygdomme

Tamhundens historie og oprindelse
Hvad er PRA?
Hvad er katarakt?
Hvad er entropion?
Hvad er epilepsi?
Hvad er kryptorchidisme?
Hvad er hofteledsdysplasi (HD)?
Hvordan bedømmer dyrlægen et HD-foto?
Hvad er exocrin pancreas insufficiens (EPI)?
Hvad er kobber-associeret hepatitis?
Hvad er urat urinsten?
Hvad "muskeltræthed" hos Gammel Dansk Hønsehund?
Hvad er tilbageholdte mælketænder?
Kan hyrdehunde blive forgiftet af visse typer medicin?
Hvilke gener bestemmer hundens pelsfarve?



Arvelige sygdomme



Til top Tamhundens historie og oprindelse
Alle dyr inddeles systematisk i slægter, familier og arter. Hundeslægten kaldes på latin "Canis". I hundefamilien findes der flere arter, blandt andet: tamhunden (Canis familiaris), ulven (Canis lupus), den australske dingo (Canis familiaris dingo), samt coyoten / prærieulven (Canis latrans) og guldsjakalen (Canis aureus). Et engelsk forskerteam har lavet en fylogenetisk undersøgelse af tamhunden, dvs. en undersøgelse der belyser tamhundens afstamning. Forskertemaet undersøgte i alt 654 hunde fra hele verden.
Vi har i mange år formodet at vores tamhund nedstammer fra én eller flere ulvearter. Dette kunne undersøgelsen da også fastslå, idet undersøgelsen pegede på at tamhunden med stor sandsynlighed nedstammer fra 5 forskellige populationer af tæve-ulve. Forskere mener at ulven (Canis lupus) er opstået i Amerika og Europa for ca. 500.000 år siden. Undersøgelsen viste at hunden først blev domesticeret i Asien, det var altså her de første hunde sluttede sig til menneskerne. Det ældste identificerede hundeskelet er ca. 30.000 år gammelt. De tidlige former af tamhunden (Canis familiaris) er afbilledet i stenalderen, for ca. 12.000 - 17.000 år siden og det vurderes at selve domesticeringen af hunden startede for ca. 15.000 år siden.
Der er mange adfærdsmæssige og sociale grunde til at hunden knyttede sig til mennesket. I det gamle Ægypten var hunden et helligt dyr, som især blev brugt som jagt- og vagt- og selskabshund. I det gamle Rom blev hunden især brugt som selskabshund og krigshund. I middelalderen var det især de rige og adelige der holdt hunde og det var da her at mange af de små selskabsracer opstod. De rige brugte således jagt- og vagthunde, til deres jagter og til opsyn med deres rigdomme, mens de også havde små selskabshunde der især fungerede som tidsfordriv og som statussymbol.
I dag arbejdes der også med selektiv avl, dvs. at hver opdrætter ønsker at fremelske et bestemt udseende og bestemte egenskaber hos den enkelte hunderace. Blandt selektiv avl ses der desværre også overtypning, hvilket betyder at opdrættere fremelsker anatomiske ekstremer, tenderende til misdannelser, hvor f.eks. hundens øjne er unaturligt store, næser er unaturligt flade eller ryggen har et unaturligt fald, så hvalpen kan forvente at få et liv med en masse sygdomme der skyldes dette unaturlige udseende.
Udvalgt reference: Campbell Nick, Nature


Til top Hvad er PRA?
PRA er en forkortelse for "progressiv retina atrofi", dvs. "et langsomt fremadskridende svind af de lysfølsomme celler i øjets nethinde". PRA vil i sidste ende føre til fuldstændig blindhed hos den syge hund.
PRA er en arvelig sygdom der ses hos en del hunderacer. Gode opdrættere får testet deres avlshunde, hvis deres hunderace har en forøget risiko for at få sygdommen. Gode opdrættere avler da kun på sunde forældredyr, for at nedsætte risikoen for at deres hvalpe arver PRA. Da PRA rammer øjets lysfølsomme celler, er natteblindhed en af de første sygdomstegn på PRA. Hunden vil pludselig have svært ved at se i morgen- og aften-tusmørket, ligesom den vil kunne støde ind i ting, når der er svag belysning i hjemmet. Hunden mister efterhånden også evnen til at se i dagslys, hvorefter den ender med at blive blind.
PRA kan ramme hunde i alle aldre og du bør da kontakte din dyrlæge hvis din hund får et gråt skær i linsen, så din dyrlæge kan vurdere om de grå skær kan skyldes alderdom, dvs. forkalkning af linsen, grå stær eller PRA.
Det er ikke alle dyrlæger der er godkendt til at stille diagnosen PRA, idet dyrlægen skal være specielt uddannet og bruge specielt udstyr for at se forandringerne i øjets nethinde. Denne undersøgelse kaldes populært for "at lyse øjne".
Din egen dyrlæge vil henvise dig til nærmeste specialist, hvis der er risiko for at din hund har PRA. PRA kan ikke behandles, men skal forebygges ved at avle på sunde dyr. Desværre vil de fleste hunde med PRA ende med at blive blinde. En ældre familiehund kan godt leve som blind, hvis den lever i trygge og faste omgivelser. En sådan hund vil bruge sin hukommelse, lugtesans og hørelse for at orientere sig. En blind hund kræver dog et hjem, hvor der ikke flyttes rundt på tingene, ligesom den kræver faste rutiner i dagligdagen.
Der findes en del hunderacer hvor det vil være fordelagtigt at øjenlyse forældredyrene. Hvis du vælger en hvalp fra en af disse hunderacer, bør du spørge opdrætteren om forældredyrene har fået en "øjenlysning".


Til top Hvad er katarakt?
Katarakt kaldes også grå stær. Katarakt er en uklarhed i øjets linse eller i den linsekapsel der omgiver linsen. Hvis du kigger ind i hundens øjne kan du se at hundens linse er grålig-hvid og uklar. Katarakt kan være arvelig, her er der større tendens til katarakt blandt visse hunderacer. Hos hund er medfødt katarakt og katarakt inden 6 års alderen som regel arveligt betinget. Senil katarakt ses hos ældre hunde og er kun sjældent arvelig. Katarakt kan også være erhvervet og ses f.eks. hos sukkersyge hunde, hvor der på få uger kan udvikles katarakt. Katarakt er ofte en fremadskridende sygdom, der forværres med tiden. Arvelig katarakt giver normalt ingen smerter.
Katarakt nedsætter hundens syn. Visse typer kararakt er så alvorlige at hunden lider under det nedsatte syn, mens andre typer katarakt er milde og ubetydelige. Katarakt kan ramme hunde i alle aldre og du bør da kontakte din dyrlæge hvis din hund får et gråt skær i linsen, så din dyrlæge kan vurdere om de grå skær kan skyldes alderdom, dvs. forkalkning af linsen, PRA eller grå stær. Det er ikke alle dyrlæger der er uddannet til at stille diagnosen grå stær, idet dyrlægen skal være specielt uddannet og bruge specielt udstyr for at se de karakteristiske forandringer i øjets linse.
Din egen dyrlæge vil henvise dig til nærmeste specialist, hvis der er risiko for at din hund har en alvorlig eller arvelig form for grå stær. Arvelig grå stær skal forebygges ved at avle på sunde dyr. Desværre vil de fleste hunde med grå stær ende med at blive blinde. Grå stær kan ikke helbredes med medicin, men kan afhjælpes med en bestemt type øjendråber. Grå stær kan behandles med en operation, hvor den gamle linse erstattes med en kunstig linse. Denne operation kræver en øjendyrlæge med stor ekspertise og udføres kun meget sjældent her i Danmark.
En ældre familiehund kan godt leve som blind, hvis den lever i trygge og faste omgivelser. En sådan hund vil bruge sin hukommelse, lugtesans og hørelse for at orientere sig. En blind hund kræver dog et hjem, hvor der ikke flyttes rundt på tingene, ligesom den kræver faste rutiner i dagligdagen.
Der findes en del hunderacer hvor det vil være fordelagtigt at kontrollere forældredyrene for arvelig grå stær. Hvis du vælger en hvalp fra en af disse hunderacer, bør du spørge opdrætteren om forældredyrene er undersøgt for arvelig grå stær.
Katarakt kan forveksles med en ganske harmløs tilstand der ses hos mange raske, ældre hunde. Her kan hundeejeren også se en grålig uklarhed i øjets linse. Denne tilstand kaldes senil sklerose og er en normal, ikke sygelig, alderdomsbetinget forkalkning af øjets linse. Senil sklerose ses hos hunde over 6 år og er et ganske normalt ældningtegn der ikke nedsætter hundens syn. Senil sklerose er ikke smertefuld og kræver ingen behandling.


Til top Hvad er entropion?
De fleste hundeejere har set hunde med ektropion, dvs. udadkrængning af øjenlågene. Ektropion ses hos arvelig tilstand hos visse hunderacer som f.eks. blodhund og basset hound. Entropion betyder indadkrængning af øjenlågene. Entropion er også arvelig og det er derfor vigtigt at kende lidt til sygdommen, så der ikke avles på forældredyr med entropion.
Entropion kan optræde kort efter åbning af øjnene eller først, når hunden er udvokset. Når øjenlåget krænger indad, vil øjenlåget generere hornhinden. Hunden vil være følsom overfor lys og kan finde på at klø sig i øjet, ligesom hundens øjne vil løbe i vand. Ofte vil hunden lide af vedvarende øjenbetændelse, hvor det er typisk, at øjenbetændelsen kan holdes nede ved at dryppe øjnene, mens den atter blusser op, så snart ejeren stopper med at dryppe hundens øjne. Entropion kan give hornhindesår, smerte og nedsat syn.

Hunden vil være følsom overfor lys og kan finde på at klø sig i øjet, ligesom hundens øjne vil løbe i vand.

Dyrlægen kan diagnosticere entropion ved at lave en grundig undersøgelse af øjet. Dyrlægen vil bl.a. farve hundens tårevæske med flouresceinfarve, idet flourescein er et farvestof der kan afsløre hornhindesår. Entropion kan behandles kirurgisk. For at opnå det bedste resultat, bør man vente til hunden er udvokset, idet øjenlågene da vil have sin endelige udformning og størrelse. I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt at operere hunden i en ung alder.
Entropion er polygen arvelig, dvs. at sygdommen kontrolleres af et ukendt antal gener. Entropion er også kvantitativ, dvs. at generne findes hos mange hunde. Da det er meget svært at udpege den præcise genotype, dvs. gensammensætning for entropion, er det meget svært at kontrollere denne sygdom. Polygene sygdomme kan bedst kontrolleres, hvis alle hunde med entropion registreres, på denne måde vil man hurtigere kunne udpege evt. genbærere. Hvis man får et kuld hvalpe, hvoraf én eller flere har entropion, bør man ikke avle på selv samme tæve og hanhund en anden gang.


Til top Hvad er epilepsi?
Epilepsi kan indeles i "sand epilepsi" og "falsk epilepsi". Sand epilepsi er flere krampeanfald der skyldes en unormal nerveaktivitet oppe i hundens hjerne. Sand epilepsi kan opdeles i "uforklarlig epilepsi" der kan være arvelig og "erhvervet epilepsi", som skyldes et uheld eller en sygdom hvorefter hunden har fået en hjerneskade.
Falsk epilepsi er krampeanfald der minder om epilepsi, men som udløses af andre grunde, f.eks. sukkersyge, hjertesygdom, alvorlige leverlidelser, alvorlige nyrelidelser, infektioner såsom hundesyge og hundegalskab, kræft eller forgiftninger. Hvis din hund får ét eller flere krampeanfald skal du kontakte din dyrlæge, så I sammen kan finde ud af hvorfor disse krampetilstande opstår. Sand epilepsi er en udelukkelsesdiagnose, hvor dyrlægen skal udelukke alle andre former for sygdom, før han kan stille diagnosen sand epilepsi. Ofte vil din dyrlæge tage en blodprøve der bl.a. kan vise hvordan hundens forskellige organer fungerer. I visse tilfælde vælger dyrlægen og ejeren også at scanne hundens hjerne.
Diagnosen skal også stilles på baggrund af dine oplysninger, og det er da vigtigt at du noterer hvor ofte og i hvilken forbindelse kramperne opstår. Du skal ligeledes notere hvor lang tid et krampeanfald varer, hvilke dele af kroppen der går i krampe og om din hund er ved bevidsthed. Hvis du har et videokamera, vil det være godt at filme hundens krampeanfald. Et krampeanfald kan variere meget - i visse tilfælde kan hunden udvise små adfærdsændringer eller lette muskeltrækninger, mens der f.eks. også kan ses bevidstløshed eller fråde om munden. En del hunde kan ikke holde på vandet og afføringen. Varer et anfald mere end 5-10 minutter, skal du kontakte dyrlægen, idet hunden da kan være gået ind i en livstruende krampetilstand.
Krampetilstanden indeholder 3 dele. Første del kaldes aura, hvor hunden virker ytryg, nervøs, kontakt- søgende, deprimeret eller hyperaktiv. Andel del er selve anfaldet, også kaldet ictus. Anfaldet varer ofte ikke mere end 2 minutter. Ved sand epilepsi oplever hunden ikke smerte under krampeanfaldene. Tredie del er tiden efter anfaldet, denne del kaldes post-ictus. I denne periode vil hunden virke forvirret, desorienteret og meget træt - i visse tilfælde kan hunden endda blive midlertidigt blind eller aggressiv. Det kan vare minutter til timer før hunden har sundet sig efter et anfald.
Sand epilepsi ses hos ca. 1% af alle hunde. De epileptiske anfald opstår ofte når hunden hviler sig, sover eller lige når den vågner. De epileptiske anfald ses ofte om natten eller i de tidlige morgentimer. Epilepsi ses hyppigere blandt visse hunderacer. Hanhunde rammes hyppigere end tævehunde og ikke-steriliserede tæver får oftest anfald, når de er i løbetid. Sand epilepsi ses ofte allerede i 1-3 års alderen.
Epilepsi kan behandles med medicin, som i de fleste tilfælde nedsætter antallet af anfald, ligesom det enkelte anfald bliver kortere og mildere. Som tommelfingerregel bør behandlingen igangsættes hvis hunden har mere end 4 anfald på et år. Dette er som sagt kun en tommelfingerregel, idet ejeren jo reelt ikke kan vide om hunden har haft flere anfald, i den tid den er alene hjemme. Det er således vigtigt at huske, at hunden faktisk kan have flere anfald end ejeren regner med.
Dyrlægen vil sørge for at behandlingen passer til netop din hund - her justerer dyrlægen medicinen, så hunden kan holdes krampefri på lavest mulige dosis medicin. Behandlingen følges vha. kontrolblodprøver der bl.a. kan fortælle noget om hundens medicinoptagelse. Medicineringen er ofte livslang. Hvis hunden har været fri for anfald i mere end 2 år, kan dyrlægen anbefale en langsom nedtrapning af epilepsimedicinen.
Diagnosen epilepsi er således absolut ikke en grund til aflivning, med mindre den medicinske behandling er virkningsløs. Der er mange hunde der bliver krampefri vha. epilepsimedicin. Hvis de epileptiske anfald udløses af specielle stressfaktorer, som f.eks. glæde, aktivitet, fodring eller løbetid, er det vigtigt at hunden ikke stresses meget i disse situationer. Hvis epilepsien påvirkes af hundens kønshormoner bør din hund neutraliseres. Hvis epilepsien skyldes hyperaktivitet pga. f.eks. understimulering eller nervøsitet, er det ejerens ansvar at leve op til de krav deres hund stiller rent emotionelt, motions- og aktivitets-mæssigt.
Det er ukendt hvorledes epilepsi nedarves, dvs. hvilke og hvor mange gener der er involveret. Arveligheden er også forskellig fra hunderace til hunderace. Hos visse hunderacer formoder forskerne at der er mere en ét gen involveret. Hvis mere end én hvalp fra et avlsdyr udvikler epilepsi, bør dette helt klart være nok til at indstille avlen med avlsdyret. Ansvarsfulde opdrættere benytter da ikke epilepsihunde i avlen og det anbefales derfor at syge hunde neutraliseres.
Hunde, der lider af epilepsi bør altså ikke indgå i avlen, fordi sand epilepsi kan være arvelig. Da der ikke er lavet store videnskabelige statistikker på dette felt, henstilles det til den enkelte raceforening at tage problemet alvorligt, idet sygdommen ellers kan snige sig ind hos visse hunderacer.


Til top Hvad er kryptorchidisme?
En hanhund kaldes kryptorchid, hvis én eller begge testikler ikke ligger nede i pungen. Hanhundens testikler er faldet ned i pungen ved fødslen eller snarest efter fødslen. Hvis din hund ikke har begge testikler i pungen ved 12 ugers alderen, er der stor risiko for at testiklerne aldrig vil falde ned i pungen. Indtil ca. 6-8 måneders alderen kan man, som ejer, have et lille håb om at testiklerne falder ned, herefter må hanhunden betegnes som sikkert kryptorchid.
En kryptorchid hund har ofte evnen til at få hvalpe - mange dyrlæger vil dog anbefale at kastrere en kryptorchid hund, dette af flere grunde: Den manglende testikel vil ligge i lysken eller helt oppe i bughulen, hvor testiklen ligger mere varmt end nede i pungen. Hvis den manglende testikel ligger oppe i bughulen, er der forøget risiko for at denne testikel udvikler kræft. Det anslås at en kryptorchid hund har 10 gange større risiko for at udvikle testikelkræft i forhold til en normal, ikke kryptorchid hund. Forskere mener at det bl.a. er varmen oppe i bughulen der fremmer udviklingen af testikelkræft hos hunden.
Kryptorchidisme er også arveligt, og du bør da ikke avle på en kryptochid hund, idet det vil være uetisk at fremavle hvalpe med selvsamme problem som forældredyret. Opdrætteren skal oplyse, hvis hvalp er kryptochid, så du ikke senere kan blive skuffet over at din hund ikke kan udstilles eller benyttes til seriøs avl.
Der går visse rygter om at en testikel kan masseres ned i pungen, ligesom der bl.a. i USA forsøges med hormonbehandling af kryptorchide hvalpe. Begge behandlingsmetoder er dog yderst tvivlsomme og ejeren får kun meget sjældent et acceptabelt resultat.


Til top Hvad er hofteledsdysplasi?
Hofteledsdysplasi (HD) er en almindeligt forekommende halthedsgivende sygdom, der især ses blandt store, hurtigtvoksende hunderacer. Hofteledsdysplasi betyder "forkert vækst i hoften". HD kan ramme unge og ældre hunde. Hos unge hunde er HD en vækstrelateret sygdom, hos ældre hunde ses HD efter mangeårig overbelastning og slid. Hos ældre hunde kan HD derfor også have betegnelsen "slidgigt i hofterne". Hofteledsdysplasi er en multifaktoriel sygdom, dvs. en sygdom der skyldes sammenfald mellem flere faktorer. Arvelighed, fodring og overbelastning af knogler og led spiller en væsentlig rolle for sygdommens udvikling.
Statistikker vurderer at 42% af alle danske Schæferhunde, 29% af alle danske Labrador Retrievere og 24% af alle danske Ruhårede Hønsehunde, lider af hofteledsdysplasi. Disse hunde er store, hurtigtvoksende brugshunde, og ejere bør da være ekstra opmærksomme på sygdommen hofteledsdysplasi. Store hunde er hunderacer der vejer mere end 25 kg når de når deres voksenvægt.
Forskere har fundet ud af at hvalpen ofte er født med normale hofter. HD skyldes derfor en uligvægt mellem vækst og udvikling af hundens knogler og de støttende bløddele: sener, ledkapsel og muskler. Denne skæve vækst ses i de første 6 måneder af hvalpens levetid.
Hofteledsdysplasi er også en tærskelsygdom, dvs. en sygdom der ofte kræver sammenfald mellem flere faktorer. Hvis man f.eks. har to hvalpe der har lige stor arvelig risiko for at udvikle HD, kan den ene udvikle HD pga. af forkert fodring og motionering, hvorimod den anden hvalp ikke udvikler sygdommen, fordi den fodres korrekt og motioneres skånsomt. Som ejer bør man derfor tage flest mulige forholdregler hvis man vil forebygge hofteledsdysplasi. Vælg en hvalp, hvis forældre har sunde hofter og vælg et hvalpefoder der er specielt fremstillet til hvalpe af store racer. Vær kritisk og vælg kun hundefoder hvor det tydeligt fremgår at det er specielt fremstillet til hvalpe af store racer. Overdrevet motionering på hårde overflader, spring fra højder og megen aktivitet på trapper bør undgås. Du bør da f.eks. ikke tage hvalpen med på cykelture eller til agility før den er udvokset.
Hofteledsdysplasi kan fremprovokeres af kvantitativt og kvalitativt forkert fodring, dvs. af for meget foder og forkert foder. Forøget vækst giver en forøget vækshastighed i knoglerne, dvs. en for hurtig længdevækst af hundens lange rørknogler. Overvægt overbelaster hvalpens bruskvæv og hofteled. Forøget vækst ses ved hvalpe der har haft ubegrænset tilgang til foder og ved hvalpe der får foder med et meget højt energiindhold eller calciumindhold. Der er ingen dokumentation for at for meget protein kan fremme risikoen for HD. Du kan ofte forebygge og mildne HD ved at fodre restriktivt, du bør altså ikke overfodre din hvalp i vækstperioden, men i stedet give hvalpen en velafbalanceret mængde foder. Foderet skal indeholde en velafbalanceret mængde energi og calcium. Energikravet afhænger af den enkelte hvalps race, alder, vægt og aktivitetsniveau.
Det rette foder og kosttilskud kan ikke helbrede HD og kan heller ikke ændre på hvalpens genetiske disponering for HD. Korrekt foder og fodring kan dog ofte sikre at en hvalp med genetisk disponering for HD ikke får HD, ligesom korrekt foder og fodring i de fleste tilfælde kan holde HD sygdommen i skak.
Dyrlægen vil bruge et røntgenfotografi til at diagnosticere HD. På basis af dette røntgenfotografi vurderer dyrlægen hvor alvorlig hundens sygdom er. Fotografiet kan dog ikke fortælle os hvor stærke hundens smerter er. Der findes altså hunde med meget dårlige hofter der har mindre smerter end andre hunde med meget finere hofter.
Hvis din hund har fået diagnosticeret HD kan du støtte hunden på flere måder. Der findes foderprodukter og kosttilskud, der er specielt fremstillet til hunde med ledproblemer. Du kan give hunden kosttilskud i form af bruskbeskyttende midler, f.eks glukosamin, chondroitin og methyl sulfonyl methan (MSM). Voksne hunde kan have gavn af polyumættede fede syrer (EFA-olier), dette må ikke gives til hvalpe, idet disse fedtsyrer indeholder store mængder energi, der kan få hvalpen til at vokse hurtigere end ønsket.
Visse kosttilskud indeholder udelukkende mikromineraler. Der er endnu meget lille videnskabelig dokumentation for disse stoffers virkning, men ved henvendelse til din dyrlæge kan han fortælle hvilke erfaringer hans klienter har gjort med disse kosttilskud. Der er mange kosttilskud der indeholder makromineraler. Du må dog aldrig tilføje kosttilskud der indeholder makromineraler som f.eks. calcium, idet dette fremmer risikoen for hofteledsdysplasi.
Veldokumenterede kosttilskud vil således kunne bremse en sygdomsudvikling i hofterne, ligesom de vil kunne hjælpe hunden til at blive smertefri. Der findes dog desværre en del firmaer på markedet, hvoraf mange påstår at hundens hofter bliver helt sygdomsfri, hvis hunden benytter deres produkt. Hvis man kender til den sygdomsprocess der foregår i knogler og led, vil man dog vide, at dette ikke kan lade sig gøre. En hund kan således muligvis blive smertefri, men ikke sygdomsfri.


Til top Hvad "muskeltræthed" hos Gammel Dansk Hønsehund?
Sygdommen "muskeltræthed" hos Gammel Dansk Hønsehund har været kendt siden 1977. Muskeltræthed viser sig som voldsom træthed efter 5-10 minutters motionering. Der kan ses også opkast og opgylpning af foder, stemmeændringer og pludselig besvimelse hos den syge hund.
Sygdommen skyldes en arvelig defekt i nervesystemets signalering fra kroppens nerver til kroppens muskler. Signalfejlen gør, at overførslen af impulser fra nerver til muskler ikke kan foregå normalt. Når impulsoverførslen ikke er tilstrækkelig til at aktivere nok muskeltråde, sænkes muskelkraften væsentligt og det viser sig bla. som muskeltræthed ved leg og motionering. Sygdommen er arvelig og diagnosen kan stilles ved en bestemt test. Klubben for Gamle Danske Hønsehunde arbejder målrettet og succesfuldt for at få sygdommen ud af hunderacen.


Til top Hvad er tilbageholdte mælketænder?
Hvalpen har 28 mælketænder. Hvalpens tænder er små og spidse. Mælketænderne ses først i 3-4 ugers alderen, mens alle tænder er fremme i 6 ugers alderen. Der bliver større og større afstand mellem tænderne når hvalpen vokser sig større. Hvalpe begynder at skifte deres fortænder i 4-5 måneders alderen, mens kindtænderne skiftes i 5-6 måneders alderen. Hjørnetænderne skiftes som de sidste, dvs. i 6-7 måneders alderen. Den voksne hund har 42 tænder.
I de fleste tilfælde foregår hvalpens tandskifte uden problemer. Hos visse hunde kan der dog ses problemer med tandskiftet. Her kan én eller flere mælketænder bliver siddende, hvorved de nye, blivende tænder får mindre plads i kæben. Hvis mælketænder bliver siddende, kaldes dette tilbageholdte mælketænder. Problemet kan ses blandt alle mælketænder i munden, problemet ses dog hyppigst ved hvalpens fortænder og / eller hjørnetænder.
Forskere kan endnu ikke helt forklare, hvorfor visse hunde og visse hunderacer har forøget risiko for at få tilbageholdte mælketænder, man regner dog med at tendensen er arvelig. Lidelsen ses især blandt små hunderacer, og ejere af små hunderacer bør derfor være ekstra påpasselige med at kontrollere hvalpens tandskifte.

Her ses en tilbageholdt mælke-hjørnetand (M) og den nye, blivende hjørnetand (B)

Du skal kontrollere din hvalps tandsæt når den er 6 måneder gammel. Hvis hvalpen har én eller flere tilbageholdte mælketænder, bør du undersøge om de er løse, dvs. om hvalpen har rokketænder, eller om tænderne sidder lige så fast som de nye, blivende tænder.
Mælketænder er slankere end de blivende tænder, og de er derfor ikke svære at finde. På vores foto ovenfor ses en tilbageholdt mælke-hjørnetand (M) og den nye, blivende hjørnetand (B) hos en chihuahua-hvalp. Hvis hvalpen har mælketænder der sidder meget fast, bør du kontakte din dyrlæge for videre rådgivning. Dyrlægen vil i hvert enkelt tilfælde vurdere om tænderne skal trækkes ud eller om I bør vente til hvalpen er 7 måneder gammel.
De fleste tilbageholdte mælketænder bør dog fjernes hurtigst muligt, idet de snupper pladsen for de blivende tænder. Denne pladsmangel kan betyde at de blivende tænder vokser skævt, hvilket giver gener på indersiden af kinden, ganen, læberne eller i det omkringliggende tandkød. I visse tilfælde kan de blivende tænder stoppe deres vækst, fordi de ikke har nok rodfæste i kæben. Der udvikles ofte tandkødsbetændelse omkring tilbageholdte mælketænder og foderrester har lettere ved at sætte sig fast mellem de tætsiddende tænder. Tandkødsbetændelsen og foderresterne kan give din hund en vedvarende dårlig ånde og forøget risiko for tandsten og andre lidelser i mundhulen.
Tilbageholdte mælketænder kan trækkes ud i bedøvelse. Indgrebet er ofte ret ukompliceret og kan foretages af de fleste dyrlæger.
Tak til Kiddie Selgan der har indsendt et foto af en tilbageholdt mælke-hjørnetand hos hendes chihuahua Peanut.


Til top Kan hyrdehunde blive forgiftet af visse typer medicin?
Ja. I hundens krop findes et bestemt protein, der sørger for at visse typer medicin ikke kan trænge ind i hundens hjerne og rygmarv. Hos collier og lignende racer er der dog fundet en gen-mutation der fjerner denne beskyttende effekt. Hvis din hund er en collie eller hyrdehunderace og har en sådan gen-mutation, er der risiko for at hundens nervesystem kan blive forgiftet af visse typer medicin. Hvis din hund har en sådan gen-mutation, bør den ikke behandles med stofferne: ivermectin, moxidectin og loperamid.
Ivermectin og moxidectin er medicin dyrlæger benytter i forbindelse med parasit-behandling. Ivermectin og moxidectin er medicin der benyttes af dyrlæger, begge typer medicin er recept-pligtige og hunden kan derfor kun behandles efter aftale med dyrlægen. Loperamid er en type medicin der bruges mod diarre, idet dette virker stoppende. Loperamid findes kun som human medicin, dvs. menneskemedicin. Loperamid kan fås i håndkøb på apoteket under navnet Propiden® og Immodium® og bør derfor heller ikke benyttes uden aftale med egen dyrlæge.
En undersøgelse viser at 33% af alle collier, 6.9% af Australian shepherd og 5.7% af Shetland sheepdog er påvirkede af denne gen-mutation. Blandt Old english sheepdog er der 12.5% der kan være påvirkede af denne gen-mutation. Det anbefales derfor at tale med din dyrlæge hvis du har en collie eller hyrdehunderace, idet de nævnte typer medicin i uheldige tilfælde kan give forgiftningssymptomer. En forgiftning vil altid være dosisrelateret. Der findes altså tilfælde hvor dyrlægen vælger at give en lav dosis af f.eks. moxidectin uden at hunden, så vidt vides, udsættes for en risiko for forgiftning.


Til top Hvilke gener bestemmer hundens pelsfarve?
Forskere har indtil nu fundet 20 gener der kan bestemme hundens pels-, hud- og øjen-farve, disse nævnes her med de engelske fagtermer: Agouti (A), Brown/Black (B), Brindle (Br), Albino (C), Dilution (D), Extension (E), Flecking (F), Graying (G), Gray Points (Grp), Harlequin (H), Intense (I), Mask (Ma), Merle (M), Pink Eye Dilution (P), Powder Puff (Pp), Piebald/Spotting (S), Slate grey (Sg), Ticking (T), Tweed (Tw) og White (W).



Relevante informationer om sundhed og sygdom må på ingen måde kompensere eller erstatte den kliniske undersøgelse, rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge.


Copyright Københavns Dyrehospital © 2002-2008