Tand- og tandkødsproblemer


- sygdom og fodring

Sygdomsdiæter til hund

Hvis din hund lider af dårlig ånde, kan den muligvis have tand- og tandkødsproblemer. Plak, tandsten, tandkødsbetændelse og tandfrakturer forekommer hyppigt blandt hunde. Plak er bakterielle belægninger på tænderne. Karies ses kun sjældent hos hunde. Plak, tandsten og tandkødsbetændelse kan fremme sygdommen paradentose. Paradentose ses ofte hos ældre hunde og er er den hyppigste grund til løse tænder og tab af tænder hos hunde. Nedbrydningen af vævet omkring tænderne sker hurtigere hos hunde end hos mennesker.

Tandkødproblemer kan ofte forbygges. Her er det vigtigt, at hunden får tilbudt foder med struktur, dvs. foder, som hunden kan gnave i. Tyggeben og hårdt tørfoder kan ofte sprænge evt. tandsten af hundens tænder. Blødt og findelt foder bearbejder ikke tandkødet tilstrækkeligt. Du kan også børste hundens tænder 2 gange om ugen, hertil behøver du rent vand, en velsmagende hundetandpasta og lidt gazebind eller en hundetandbørste.

Tandkødsproblemer kan være arvelige og ses hyppigere blandt hunderacer som f.eks. yorkshire terrier og Pomeraner. Alvorlige tand- og tandkødsproblemer ses også hyppigere blandt ældre hunde. Hvis din hund lider af kronisk sygdom i tænder og tandkød, vil dette give kroniske smerter og ubehag. Ofte kan et rutinemæssigt tandcheck med tandrens give din hund en markant forøget livskvalitet. Problemhunde bør tandcheckes og / eller tandrenses hver 6-12 måned. Kontakt din dyrlæge og få det bedste råd til din hund.

Hvis din hund har varige tand- og tandkødsproblemer, kan din dyrlæge anbefale et specialfoder, der forebygger og afhjælper tand- og tandkødssygdomme. Foderet vil have et øget fiberindhold og vil være et tørfoder med en speciel overflade, hårdhed og størrelse. Foderets udformning gør, at plak og misfarvninger fjernes, ligesom evt. tandsten sprænges af tænderne.

Hvis din hund har tand- og tandkødsproblemer, gives specialfoderet forebyggende.Din dyrlæge vil først anbefale en komplet tandrensning, idet plak og tandsten skal fjernes, før den egentlige forebyggende tandstensbehandling kan igangsættes. Det tandstensforebyggende foder kan bruges som guffer, kan udgøre hele hundens tørfoderration eller bare erstatte en brøkdel af hundens sædvanlige tørfoder.

Ved betændelsestilstande som f.eks. tandkødsbetændelse eller paradontitis skal din hund have antibiotika. Hvis der ikke gives antibiotika, kan der i uheldige tilfælde dannes en tandbyld i hundens knogler, ligesom der vil være fare for, at mundens bakterier kan trænge ud i blodbanen. Disse bakterier kan med tiden sætte sig på hundens hjerteklapper og kan slide unødigt på hundens lever og nyrer.


Copyright Københavns Dyrehospital © 2002-2008