Få en personlig foderplan til din hund
Personlig opskrift på hjemmelavet sygdomsfoder


Sukkersyge hos hund

Bugspytkirtlen består af to typer kirtelvæv. Den ene type væv frigiver bugspytkirtelvæske til mavetarmkanalen. Den anden type væv frigiver hormoner, heriblandt insulin, til blodbanen. Insulin er med til at kontrollere stofskiftet og regulere kroppens blodsukker-niveau (glukose-niveau). Insulin produceres i bygspytkirtlens beta-celler. Efter et kulhydrat-holdigt måltid, frigives store mængder insulin. Insulin frigives direkte til blodbanen eller lagres i bugspytkirtlen til senere brug. Insulin er nødvendig for at kroppens celler (undtagen hjerne- og leverceller) kan optage glukose, ligesom det stimulerer kroppens celler til at lagre eller bruge blodsukkeret som energikilde. Insulin fremmer også kroppens proteindannelse og vækst.

Glukose kan lagres i muskler, i leveren og i fedtvæv. Når glukose lagres i musklerne, lagres det som glykogen. Når glukose lagres i leveren, lagres det som glykogen og fedtstoffer. Når glukose lagres i fedtvævet, lagres dette som fedt. Glykogen kan bruges som direkte energi, mens fedt skal omdannes for at kunne fungere som energikilde.

Sukkersyge kaldes også diabetes. Der findes to typer sukkersyge: Diabetes type I og Diabetes type II. Diabetes type I er ofte arvelig. Ved Diabetes type I har bugspytkirtlens beta-celler svært ved at danne insulin. Diabetes type I kan behandles med insulin-indsprøjtninger og korrekt fodring. Diabetes type II skyldes ofte fedme. Her er kroppens celler slidt op og har da svært ved at reagere på det insulin, der findes i blodbanen. Diabetes type II kan ikke behandles med insulinindsprøjtninger, fordi kroppens celler ikke reagerer på insulin. Diabetes type II skal behandles med korrekt fodring og medicin.

Ejeren skal sørge for at hunden får et stabilt blodsukker-niveau. Foder til diabetes hunde indeholder bestemte typer kulhydrater, en nedsat mængde fedt og energi, en forøget andel fibre samt L-carnitin.

Diabetes foder indeholder ofte stivelse i form af byg eller majs, idet disse typer stivelse nedbrydes langsomt og derved sørger for at hundens blodsukker ligger på et konstant niveau. Stivelse fra ris og hvede er ikke egnet til sukkersyge hunde. Disse typer stivelse nedbrydes nemlig hurtigt, hvilket kræver et højt insulinniveau. Ris og hvede giver således et ustabilt og stærkt svingende blodsukkerniveau. Et afbalanceret fedtindhold og indhold af L-carnitin er med til at regulere hundens kropsvægt. Her vil den forøgede andel fibre sikre en længerevarende mæthedsfornemmelse.

Det er meget vigtigt at følge dyrlægens anvisninger, da der er forskel på, hvilket foder en overvægtig eller undervægtig hund skal indtage. Det er også vigtigt at vide hvordan din hunds madvaner er, idet der vil være forskel på, hvordan du skal fodre en hund, der får to store daglige måltider og en hund, der har til vane at gå og spise lidt hele tiden. Det anbefales desuden at give hunden tørfoder, idet vådfoder vil give større svingninger i blodsukkerniveauet. Vådfoder indeholder ofte sukker, hvilket heller ikke er godt for en diabeteshund.

Giv kun det foder, der er anbefalet af din dyrlæge. Giv ikke ekstra godbidder, madrester eller vitamin- og mineraltilskud uden aftale med dyrlægen. Og pas på din søde nabo, der gerne vil gøre det godt og give din hund noget lækkert. Specialfoderet skal introduceres over en periode på 7 dage, så hundens mavetarmkanal kan nå at vænne sig til foderet.


Copyright dyrlæge Sabine Förderer © 2002-2006 hundeleksikon.dk