Viden om Vovse

Grundviden om hundens anatomi og fysiologi

OBS: grundviden til seriøse hundeinteresserede

Del 1: Mundhulen og spiserøret
Del 2: Enzymer
Del 3: Mavesækken
Del 4: Bugspytkirtlen, leveren og galdeblæren
Del 5: Tyndtarmen
Del 6: Tyktarmen og endetarmen
Del 7: Hundens afføring
Del 8: Forskellige typer muskler
Del 9: Hundens skeletmuskler - muskler og muskelformer
Del 10: Hundens skeletmuskler - seneskede, muskelfascie, sesamknogle og slimsæk


Til top Del 1: Mundhulen og spiserøret
Fordøjelseskanalen starter i mundhulen. Her tygges foderet og blandes med spyt. Hundens tænder er rovdyrtænder, der ikke har de samme tyggeflader som menneskers. Hunden bruger deres tænder til at flå foderet i stykker for herefter at sluge det i mindre bidder. Foderet passerer relativt hurtigt igennem hunden, fra indtag til udskillelse går der ca. 24-48 timer.
Hvalpen har 28 mælketænder. Hvalpens tænder er små og spidse. Mælketænderne ses først i 3-4 ugers alderen, mens alle tænder er fremme i 6 ugers alderen. Der bliver større og større afstand mellem tænderne når hvalpen vokser sig større. Hvalpe begynder at skifte deres fortænder i 4-5 måneders alderen, mens kindtænderne skiftes i 5-6 måneders alderen. Hjørnetænderne skiftes som de sidste, dvs. i 6-7 mdr alderen. Den voksne hund har 42 tænder. Spyt indeholder mucin, et stof der virker smørende, når foderet skal glide ned gennem spiserøret. Menneskers spyt indeholder fordøjelsesenzymer, hundens spyt indeholder ikke sådanne enzymer.
Spiserøret transporterer foderet fra svælget til mavesækken. Foderet drives frem vha. peristaltik. Peristaltik er en slags bølgende bevægelser i spiserørets muskulatur. Spiserøret ligger bag luftrøret. Spiserøret forløber herefter igennem et hul i mellemgulvet og slutter i mavesækken, hvor der findes en mængde fordøjelsesenzymer.


Til top Del 2: Enzymer
Enzymer er små proteiner, der virker som hjælpestoffer i kroppen. Enzymer fremmer med andre ord de kemiske reaktioner, der foregår i kroppen. De fleste fordøjelsesenzymer er meget målrettede og virker da kun ved helt bestemte fordøjelsesreaktioner. Der findes enzymer, der virker på nedbrydning af protein og andre, der hjælper til ved nedbrydningen af fedt, ligesom der findes enzymer, der fremmer nedbrydningen af kulhydrater i foderet. Enzymer er ofte afhængige af coenzymer, dvs. stoffer der hjælper enzymerne, så disse kan fungere helt optimalt. Coenzymer kan f.eks. være bestemte vitaminer og / eller mineraler. Enzymer udskilles ofte ikke i deres aktive form, men derimod som ikke-aktive forstadier, også kaldet zymogener. Hvis det i stedet var enzymernes aktive form der blev udskilt, ville enzymerne nedbryde og ædelægge omkringliggende væv, iden de nåede deres bestemmelsessted.
Enzymers navne er ofte sammensat af to dele. Den første del beskriver hvilket stof, enzymet nedbryder. Ordets anden del er ofte -ase, hvilket indikerer at det er et enzym, der nedbryder det stof, som indgår i ordets første del. Vi kender f.eks. enzymet laktase (lakt-ase), der er det enzym, der nedbryder mælkesukker (laktose). Lipaser (lip-ase), der er enzymer der spalter fedt (lipid) til triglycerider og fedtsyrer.


Til top Del 3: Mavesækken
Carnivorers (kødædere) mave er opbygget, så den kan indeholde de forholdsvis store fodermængder, disse dyr ind tager på kort tid. Mavesækken udgør hos hund ca. 60 % af mave-tarm kanalens samlede størrelse, hvilket er relativt stort i forhold til andre enmavede dyr (kaninens mavesæk fylder til sammenligning kun 15 % og grisens 29 %). Mavesækken er en lille muskelsæk, der består af flere lag glat muskulatur. Mavesækken udskiller mavesaft og ælter foderet vha. sine peristalgiske bevægelser, dvs. bølgeagtige bevægelser. Mavesækkens indre slimhinde er meget foldet. Denne slimhinde retter sig ud efterhånden som, mavesækken fyldes med foder. Hundens mavesæk er god til at tilpasse sig fodermængden og det er da også derfor at vi ejere skal passe på ikke at overfodre hunden, idet den da kan få en livstruende mavedrejning.
Mavesaften består af flere typer sekret, der udskilles fra forskellige, tætsiddende kirtler i mavevæggen. Mavesaften indeholder bl.a. mavesyre (saltsyre), et meget surt sekret (pH 1-2), der udskilles fra kirtler i mavesækken, kaldet parietal-cellerne. Saltsyren er bakteriedræbende. Hos mennesker udskilles mavesyren hele tiden, hos hunde udskilles mavesyren kun i forbindelse med indtagelse af foder, og mavesaften kan da mellem måltiderne nå en pH på op til 3.0-6.5.
Mavesaften indeholder også enzymet pepsin. Pepsin er en peptidase (peptid-ase), dvs. et enzym, der står for protein-nedbrydningen i kroppen. Pepsin spalter proteinmolekylerne til peptider og enkelte aminosyrer. Pepsin er et af de enzymer, der udskilles i dets inaktive form. Pepsins inaktive form kaldes for pepsinogen. Mavesækkens sure miljø er ansvarlig for omdannelsen af pepsinogen til pepsin.
Mavesækkens peristalgiske bevægelser og mavesaftens udskillelse reguleres hovedsageligt af hormoner. Når der kommer foder ned i mavesækken, stimuleres mavesækkens kirtler til at udskille et hormon, der kaldes gastrin. Gastrin fremmer mavesækkens peristalgiske bevægelser, det fremmer mavesæk-kirtlernes udskillelse af saltsyre og pepsinogen, ligesom det fremmer udskillelsen af galde og bugspyt i tolvfingertarmen. Gastrin er altså et hormon, der fremmer mavesækkens arbejde og tømning. Når foderet kommer ned i tolvfingertarmen stimuleres tolvfingertarmens kirtler til at producere forskellige hormoner, der nedsætter mavesækkens tømningshastighed. Disse virker dæmpende på mavesækkens peristalgiske bevægelser og nedsætter udskillelsen af mavesaft. Hormonerne udskilles især, når der udskilles meget fedtholdig eller meget sur kymus fra mavesækken. Kymus er det flydende foder fra mavesækken.
Hundens mavesæk tømmes efter 2-4 timer. Tømningshastigheden afhænger bl.a. af fodertypen og foderets konsistens. Mavesækken har en muskuløs lukkemuskel, der munder ud i tolvfingertarmen (duodenum), den muskuløse åbning kaldes maveporten. Maveporten er meget følsom og lukker kun foderet ud af mavesækken, hvis foderet er surt og flydende. Foderets partikler er da typisk på 1-2 mm i diameter. Maveporten trækkes da sammen 2-3 gange i minuttet. Mavesækken skal dog også tømmes for evt. ufordøjelige foder. Mavesækken trækker sig sammen og tvinger da det ufordøjede foder ud i tyndtarmen. Disse sammentrækninger sker mellem måltiderne.


Til top Del 4: Bugspytkirtlen, leveren og galdeblæren
Bugspytkirtlen (pancreas) producerer bugspyt. Bugspyttet indeholder mange enzymer, f.eks.: Trypsin (som trypsinogen), chymotrypsin (som chymotrypsinogen), carboxypeptidaser (som procarboxypeptidaser), elastase (som pro-elastase), pancreas-lipase og pancreas-amylase.
Leverens celler (hepatocytter) producerer galde, galdeblæren (vesica fellea) udskiller galde. Galde består hovedsageligt af galdesyrer, fosfolipider, cholesterol, samt vand og elektrolytter. Galdens karakteristiske grønne farve skyldes farvestoffet bilirubin, der er et affaldsprodukt fra nedbrydningen af hæmoglobin. Der findes hæmoglobin i kroppens røde blodlegemer.
Udskillelsen af galde foregår løbende, tilstedeværeæsen af foder og fedt i tolvfingertarmen stimulerer leveren til øget galdeproduktion. Når fedtet fordøjes, stopper stimuleringen af leverens øgede galdeproduktion og udskillelsen af galde til tolvfingertarmen stoppes. Galden lagres i stedet i galdeblæren indtil næste måltid. Hvis der er overskud af galde i tarmen, optages og genbruges dette.
Bugspyt og galde er basiske væsker (pH 7.5-8.5) der neutraliserer saltsyren i kymus. Denne neutralisering sikrer en optimal enzym-aktivitet i tarmen, idet fordøjelsesenzymerne virker bedst ved en neutral pH.
Galde og bugspyt udskilles allerede når dyret kan se eller lugte foderet, eller når mavesækken registrerer foderet. Der vil være en ekstra stor udskillelse når mavesækkens kymus når tolvfingertarmen.


Til top Del 5: Tyndtarmen
Tyndtarmen er stedet, hvor det meste af foderet fordøjes og optages. Hundens tyndtarm er relativt kort sammenlignet med herbivore (grøntædere). Tyndtarmen udgør kun ca. 25% af hele mavetarmkanalen. Tyndtarmen inddeles i tre afsnit: duodenum (tolvfingertarmen), jejunum (den egentlige tyndtarm) og ileum (den sidste del af tyndtarmen). Duodenum er som nævnt afsnittet hvor bugspyt og galde udskilles, mens næringsstoffer hovedsageligt optages i jejunum.
Tyndtarmen er et meget specialiseret organ. For at optimere optagelsen af næringsstoffer er tyndtarmens overflade stærkt forøget, idet tyndtarmens inderside er forsynet med tarmtotter (villi), der er små udkrusninger/forhøjninger, som giver tyndtarmen et øget overfladeareal. Et forøget overfladeareal giver et større areal, hvor næringsstoffer kan optages.
Første trin af nedbrydningen af protein og kulhydrat til mindre fragmenter foregår i tyndtarmens lumen. Her nedbrydes næringsstofferne af galdeblærens og bugspytkirtelens enzymer.
Kulhydrater kan være simple sukre eller komplekse sukre, f.eks. stivelse og fibre. Stivelse kan ikke optages direkte og må da nedbrydes til mindre molekyler før det kan optages. Stivelse nedbrydes i flere trin af enzymet amylase til di-, tri- og oligo-saccharider. Fibre kan ikke fordøjes af hundens egne enzymer og passerer derfor ufordøjet videre til tyktarmen.
Det voksne dyr kan ikke optage proteiner og større peptider direkte. Protein nedbrydes i flere trin vha. flere forskellige enzymer. Protein spaltes til mindre peptider og enkelte aminosyrer. Hos nyfødte dyr er tarmvæggen stadig ikke helt lukket og tillader da optagelsen af vigtige peptider (såsom immunoglobuliner der spiller en vigtig rolle for dyrets immunsystem).
Andet trin i nedbrydningen af kulhydrat og protein (nu peptider) foregår på tyndtarmens overflade vha. tyndtarmens egne enzymer. Her nedbrydes di-, tri- og oligo-saccharider til mono-saccharider (glukose, fruktose og galaktose), som så kan optages. Peptider nedbrydes til frie aminosyrer eller til di- eller tri-peptider, som så kan optages. Di- og tri-peptider kan så nedbrydes til frie aminosyrer inde i tarmcellen. Mono-saccharider, frie aminosyrer, samt di- og tri-peptider optages over cellemembranen via transportmekanismer, hvilket vil sige at optagelsen er afhængig af andre stoffers tilstedeværelse.
Hovedparten af foderets fedt findes i form af tri-glycerider. Fordøjelsen af tri-glycerider adskiller sig fra fordøjelsen af protein og kulhydrat, idet tri-glycerider ikke er opløselige i tarmvæsken. Tri-glyceriderne skal derfor først gøres opløselige i tarmvæsken, så enzymerne kan nedbryde tri-glyceriderne. Galde kan omdanne store fedtdråber til meget små fedtdråber (miceller). Galde indeholder pancreas-lipase, der nedbryder fedt. Lipases hjælpe-enzym (co-lipase), frigør et lille område af micllen for galde. Lipase kan da nedbryde tri-glyceriderne til frie fedtsyrer og mono-glycerider. Disse dele "forlader" så den oprindelige micelle og danner da mindre miceller, som så kan vandre til tarmens overflade. Her kan de enkelte mono-glycerider og frie fedtsyrer optages over cellemembranen. Galden optages i ileum (sidste del af tyndtarmen).


Til top Del 6: Tyktarmen og endetarmen
Tyktarmen udgør ca. 15% af hele mavetarmkanalen. Hunden har desuden en meget lille blindtarm. Blindtarmen er placeret på tyktarmen forreste del. Hos carnivorer (kødædere) er tyktarmen simpelt opbygget, som et glat rør. Hos omnivore (altædere) og herbivorer (grøntædere) er den mere sækkedelt. Forskellen skyldes fordelingen af muskler, hvor de hos hunden kun er fordelt rundt om tarmen og ikke også på langs af tarmen, som hos omnivore og herbivore. På grund af den glatte overflade er tyktarmens overfladeareal relativt lille. Tyktarmen løber ud i endetarmen, der ligeledes er glat.
Foderet, der når tyktarmen, er det foder, der er ufordøjeligt for dyret selv. Dette ufordøjede foder omsættes nu af bakterierne i tarmen. Denne proces kaldes fermentering. Ved fermenteringsprocesserne dannes, der korte fedtsyrer, der er vigtige for tarmens epithelceller og øger blodgennemstrømningen i tarmepithelet. Indirekte er disse korte fedtsyrer altså med til at øge tyktarmen aktivitet, sundhed og absorbtion. På grund af tyktarmens lille overfladeareal tilbageholdes foderet ikke længe nok i tyktarmen til at hunden kan nå at absorbere næring i form af korte fedtsyrer og kvælstof fra det fermenterede foder. Men foderet er blandet med fordøjelsessekreter og elektrolytter, som kan absorberes i tyktarmen for derefter at genbruges til fordøjelse af nyt foder. Endetarmen er stedet hvor foderet opbevares indtil det udskilles, som fæces gennem anus (defækation). Antallet af defækationer over døgnet varierer mellem individer og mellem arter, men foregår hos hund normalvis 2-3 gange i døgnet. Hvis hunden defækerer 5-8 gange dagligt, kan dette være tegn på at din hund har en ubalance, irritation eller sygdom i sin tyktarm, og du bør da tale med din dyrlæge om hundens problem.


Til top Del 7: Hundens afføring
Hundens afføring bør kontrolleres dagligt. Afføringen er oftest fast om morgenen og kan så blive lidt mere tynd i løbet af dagen. Afføringens konsistens afhænger især af hundens foder, stress-påvirkning, temperament og arbejdsbelastning. En normal afføring er fast, har en brunlig farve og et relativt ensartet udseende. Hvis du fodrer med farvet foder, kan du f.eks. se mere orange eller gullig afføring, hvilket i dette tilfælde da også vil være normalt. Hvis du kan se frisk blod eller slim i afføringen, kan dette være tegn på sygdom i den bageste del af tarmen. Hvis afføringen er mere sort, kan dettte være tegn på sygdom i den forreste del af tarmen. Den sorte farve vil da være fordøjet blod. Meget lys og kitfarvet afføring kan være tegn på problemer med fordøjelsesorganerne og deres fordøjelsesenzymer. Visse parasitter, sygdomsfremkaldende bakterier og virus kan også give tynd afføring. Hvis afføringen er så tynd, så du ikke kan samle den op, bør du også kontakte din dyrlæge.


Til top Del 8: Forskellige typer muskler
I hundens krop findes der 3 former for muskulatur: glat muskulatur, hjertemuskulatur og tværstribet skeletmuskulatur. Du kan finde den glatte muskulatur i de indre organer såsom: mavesæk, tarm, lever og nyre. Hjertet består af sin helt egen form for muskulatur, der kaldes hjertemuskulatur. Forskellen mellem glat muskulatur, hjertemuskulatur og tværstribet skeletmuskulatur kan kun ses i et mikroskop. I modsætning til glat muskulatur og hjertemuskulatur er skeletmuskulaturen oftest under viljens herredømme. Tværstribet muskulatur styres og aktiveres da oftest bevidst af hjernen eller, mere sjældent, via en ubevidst refleks, der ofte først opfattes af hjernen efter at vi har udført den.


Til top Del 9: Hundens skeletmuskler - muskler og muskelformer
Tværstribet skeletmuskulatur udgører den største del af hundens muskelmasse. Tværstribede muskler sørger bl.a. for at hunden kan bevæge sig, holde sig oprejst og trække vejret. I koldt vejr kan musklerne sitre, hvorved de danner kropsvarme. I mikroskopet har skeletmuskulatur et karakteristisk udseende med stribning på tværs af længderetningen, heraf stammer betegnelsen "tværstribet". Nedenstående foto er et et foto af tværstribet muskulatur set i et mikroskop. Du kan her se de lange muskelfibre, og du kan skimte de tværgående striber der ligger på tværs af muskelfibrenes længderetning.

Hundens skeletmuskulatur aktiveres af nerver, man siger også at musklerne innerveres af nerver. Der findes altid en gruppe nerver der fører til en bestemt gruppe muskler. Det er disse nerver der bestemmer hvilken bevægelse hundens muskler skal foretage. Når muskler trækker sig sammen, siger man at musklerne kontraheres.
Hver muskler er ansvarlig for mere end én enkelt bevægelse, ofte er hundens bevægelser også afhængig af hvorledes de enkelte muskler ligger omkring f.eks. en led. Når hunden bøjer et led kaldes dette en flexion, når hunden strækker et led, kaldes dette en extension. Der findes således muskler der på visse tidspunkter kan virke som flexor-muskler, dvs. bøje-muskler, mens de på andre tidspunkter kan virker som extensor-muskler, dvs. strække-muskler. En sund muskel er aldrig helt afslappet, men befinder sig til stadighed i en let spændingstilstand, man siger at musklen har en vis muskel-tonus.
Hver muskel består af 4 områder: musklens udspring (origo), musklens slutning (insertio), selve musklenbugen (venter) og tilhæftningssener (tendon). Mht. til betegnelserne har man besluttet, at musklens udspring er tilhæftet tættest på selve kroppen, mens musklens slutning er tilhæftet længst ude mod lemmerne. Det svarer lidt til at de fleste gaders husnumre starter tættest mod byens centum. Muskelbugen er den del af musklen, som indeholder muskelcellerne. Hver muskel lægger sig over mindst ét led eller knoglefremspring, idet dette er den eneste måde hvorpå der kan ske en bevægelse. Èn bevægelse kan altså kun foregå, hvis muskler, sener og knogler fungerer sammen.
Musklernes funktion indeles ligeledes i synergister og antagonister. Synergister er de muskler der samarbejder i en bevægelse, men antagonister er de muskler der arbejder lige modsat. I f.eks. albueregionen vil der således altid være muskler der samarbejder om en bevægelse, f.eks. bøjebevægelsen, mens der også vil være muskler der kan udføre den modsatte bevægelse, dvs. en strækning. I dette tilfælde, kræver det med andre ord, at bøjemusklerne trækker sig sammen og at strækkemusklerne slapper af, for at albuen kan bøje sig.
Muskler kan have forskelligt udseende og kan bl.a. inddeles efter hvor mange hoveder, kroppe eller sener de har. Et eksempel herpå er bi-ceps-musklen og tri-ceps-musklen, hvor bi-ceps betyder 2 hovedet, mens tri-ceps betyder 3-hovedet. Musklernes latinske navne fortæller altså ofte noget om musklens udformning og karakteristika.
Selvom hver muskel kan have forskellige bevægelsesfunktioner, karakeriseres musklerne ofte efter deres hovedopgave. Her skal nævnes de vigtigste: Bøje-/ fremadførende muskler kaldes flexor-muskler, strække-/ bagudførende muskler kaldes extensor-muskler, indadførende muskler kaldes adduktions-muskler, mens udadførende muskler kaldes abduktions-muskler. Der findes ligeledes indadroterende muskler og udadroterende muskler.


Til top Del 10: Hundens skeletmuskler - seneskede, muskelfascie, sesamknogle og slimsæk
Skeletmusklernes funktion understøttes af forskellige kropsstrukturer der får hele muskelbevægelsen til at fungere mere gnidningsfrit.
En seneskede er aflang poselignende bindevævshinde, som er foldet rundt om den enkelte sene. Inde i posen findes en lille smule slimet væske, der virker smørende og som får bevægelsen til at glide bedre. Seneskeder findes især i områder hvor der er mange lange sener som ligger tæt op af knogler og knoglefremspring. Seneskeden virker da både beskyttende og smørende, hvorved senens gnidnings-modstand mod knoglen nedsættes.
En muskelfascie er et lag bindevæv der dækker den enkelte muskel eller muskelgruppe og dens blodkar, lymfekar og nerveforsyning. Der findes også dybereliggende muskelfascier der beskytter områder af musklen og som nedsætter deres indbyrdes gnidningsforhold. Disse dybereliggende muskelfascier fra musklens indre løber sammen i musklens ende og danner tilsammen musklens sener, der sidder i hver ende af musklen. Hver enkelt sene hæftes herefter til den nærliggende knogle, hvorved musklen får et fast holdepunkt. Senernes tilhæftning til knoglernes overflade er så stærk, at man ved overbelastning ofte ser senen rive et stykke knoglevæv med sig, frem for at det er selve senen der brister.
En sesamknogle er en lille hjælpeknogle som er placeret indeni eller under en muskel, hvorved sesamknoglen kan støtte og aflaste muskler og seners bevægelse. En slimsæk er lille selvstændig bindevævkapsel der virker som stødpude på strategisk vigtige steder. Slimsække findes da oftest under muskler og sener, og over knoglefremspring, hvor de sørger for den fornødne aflastning.


Copyright dyrlæge Sabine Förderer © 2002-2006 www.hundeleksikon.dk