Viden om Vovse

Viden om lopper - loppens livscyklus

Lopper trives bedst i passende fugtige og varme omgivelser, hvorfor lopperne stortrives i varme vinterperioder og i perioden april til september. For at kunne foretage en effektiv loppebekæmpelse må man sætte sig ind i loppens livscyklus. Her er det vigtigt at gå ind og bryde loppens livscyklus, så lopperne ikke kan formere sig.

Forskellige slags lopper | Smittevej | Loppens livscyklus
Sygdomme i forbindelse med loppeangreb | Når hunden har lopper
Lopper og flåter - hvilket loppemiddel passer til min hund?


Til top


Forskellige slags lopper

Der findes ca. 3000 forskellige loppearter og det er da kun hunde- og kattelopper der kan leve på hunden. Hyppigst er det dog katteloppen (Ctenocephalides felis) og ikke hundeloppen (Ctenocephalides canis), der angriber hunden. Hvis du således har katte i hjemmet eller i nabolaget, er det ekstra vigtigt at forebygge mod lopper. Kattelopper vil altid foretrække hund eller kat som vært. Lopperne springer på os mennesker, hvis der ikke er en hund eller kat i nærheden. Lopperne kan da godt bide os, men kan ikke leve og formere sig på vores blod.

Katteloppe (Ctenocephalides felis)

Det er en udbredt misforståelse af pindsvine- og fuglelopper kan leve på hunden. Pindsvinelopper lever kun på pindsvin og i pindsvinebo. Pindsvinelopper ses ofte i efterårsmånederne. Dette loppeproblem dør dog ud af sig selv i løbet af kort tid, idet pindsvinelopper kun kan leve og formere sig på pindsvin. Fuglelopper lever kun på fugle og i fuglereder. Fuglelopper ses ofte i forårsmånederne. Dette loppeproblem dør dog ud af sig selv i løbet af kort tid, idet fuglelopper kun kan leve og formere sig på fugle.


Til top


Smittevej

Hunden smittes, hvis den færdes et sted, hvor der tidligere har været en hund eller en kat med lopper. Der behøver altså ikke at være kropskontakt for at hunden smittes med lopper.
I et hjem vil de voksne lopper udgøre 5% af hele smittepresset. Loppeæggene vil udgøre 50%, loppelarverne vil udgøre 35% og loppepubberne vil udgøre 15% af smittepresset. Det er altså kun 5% af hele loppeproblemet der findes på hunden.


Til top


Loppens livscyklus

Voksne lopper
Den voksne loppe er en lille, få millimeter stor, sort-brun vingeløse parasit med en smal, sammenpresset krop. Hovedet har munddele, og kroppen har lange, kraftige ben med kløer. Hunnerne er større end hannerne. Hanloppen lever ca. 7 dage, mens hunloppen lever ca. 12 dage. Når den voksne loppe har indtaget sit første blodmåltid, bliver loppen på hunden indtil den dør. Der må højst gå 24 timer mellem hvert blodmåltid. Hvis der går længere tid, vil loppen begynde at fordøje sig selv, hvorefter den dør.

Loppe æg
Hunloppen er klar til at lægge æg 24-48 timer efter sit første blodmåltid. I gennemsnit lægger hunloppen 14 æg pr. dag, hunloppen kan dog lægge op til 50 æg pr. dag. Disse æg lægges i hundens pels, hvorfra de triller af og lægger sig i hundens omgivelser.
Loppeæg er 0.5 mm store, glatte og hvidlige. Efter 1-20 dage klækkes æggene. Klækningenhastigheden bestemmes af omgivelseres temperatur og fugtighed. Æggene udvikler sig nu til larver, der gemmer sig i dyrets omgivelser.

Loppe larver
Loppelarverne kan vandre 1.5 meter pr. døgn. Larverne kan ikke lide lys og tiltrækkes stærkt af tyngdekraften, hvorved de hyppigt findes i gulvets sprækker og revner. Loppelarverne lever hovedsageligt af loppeafføring, som drysser af hunden. Loppeafføringen består bl.a. af ufordøjet blod. Larverne spiser endvidere bændelormeæg, hvorved hunden senere kan smittes med bændelorm.

Loppe pubber
Efter 7-12 dage forpubber larverne sig. Pubberne er klistrede og er ekstremt hårdføre. De fleste rengøringsmidler kan ikke få bugt med disse pubber - visse loppemidler kan udrydde loppepubber.
Pubbestadiet varer i gennemsnit 8-10 dage, men kan vare helt op til et år. I hele denne periode kan der altså ligge en usynlig loppetrussel i hundens omgivelser. Klækningshastigheden bestemmes af varme, fugtighed, vibrationer og andre miljøfaktorer. Ikke sjældent fortæller hundeejere at de har oplevet et loppeangreb efter at de er kommet hjem fra ferie.


Til top


Sygdomme i forbindelse med loppeangreb

Når loppen bider, sprøjter den spyt ned i såret. Det er dette spyt der giver kløe hos din hund. Lopper kan fremkalde loppeallergi hos din hund. Det er da loppespyt som den loppeallergiske hund reagerer overfor. Ved loppeallergi vil hunden reagere usædvanligt kraftigt efter ét eneste loppebid. Loppeallergi er antageligt den mest almindelige allergiske hudlidelse hos hund.
Voksne lopper kan også overføre bændelorm, samt sygdommene leishmania og borrelia til din hund. Loppelarver spiser bændelormeæg. Disse bændelormeæg udvikler sig i den voksne loppe. Når hunden soignerer sig, vil hunden slikke eller bide sig, hvorved den kommer til at spise nogle af lopperne. Bændelormen vil herefter blive frigivet i hundens tarm. Leishmaniasis er en ondartet sygdom der ofte ender med aflivning. Leishmaniasis importeres fra sydeuropa. Borreliose kaldes også flåtfeber, sygdommen kan overføres af lopper og flåter. Hos hvalpe kan der ses alvorlig blodmangel efter et kraftigt loppeangreb.


Til top


Når hunden har lopper

Hvordan kan jeg se om min hund har lopper?
Lopperne sidder ofte på hundens bagpart og bug. Hunden reagerer med alt fra let kløe til en voldsom dybere hudbetændelse med sårdannelse og hårtab. Ofte kan et loppeangreb afsløres ved at undersøge hundens hud over bagparten. Her vil du kunne se små røde prikker fra loppebid. Ved at benytte en loppe- / lusekam , kan du let finde loppernes små sorte afføringsrester. Lægges loppeafføringen på et fugtigt underlag, f.eks. fugtig køkkenrulle, skifter den farve fra sort til rød, idet loppeafføringen består af størknet blod.

Moderne loppebekæmpelse
Vælg et veldokumenteret loppemiddel. Hvis din hund er loppeallergiker er det vigtigt at vælge et loppemiddel der dræber de voksne lopper. Det er vigtigt at du støvsuger omgivelserne grundigt. Vær især omhyggelig i revner og sprækker, omkring paneler og på hundens yndlingsplads. Husk at 95% af loppestadierne befinder sig i hundens omgivelser. Efter rengøring skal støvsugerposen smides ud. Løse tæpper, puder og betræk skal vaskes i en vaskemaskine.

Loppeshampoo, loppehalsbånd og loppepudder
Der findes utallige loppemidler på markedet, nye som gamle. Vær opmærksom på at diverse shampoos, pudder og diverse sprays kan være ældre opfindelser der er mindre effektive, fordi indholdsstofferne er mere giftige og mindre effektive end i nye produkter. Ved uigennemtænkt loppebehandling kan hunden hurtigt blive reinficeret, hvorved den atter få et loppeproblem. Det kan være farligt at blande forskellige loppeprodukter - husk derfor at kontakte din dyrlæge, før du benytter flere loppeprodukter samtidigt.



Copyright Københavns Dyrehospital © 2002-2008